NYHED 22. september, 2026
Verner Pantons lysværk i Cirkusbygningen
Verner Pantons lys i Cirkusbygningen er mere end lyssætning. Det er et fredet lysværk – hvilket i sig selv er en sjældenhed – hvor lys, farve og arkitektur er tænkt som én rumlig helhed. Som en central del af restaureringsarbejdet er lysværket fra 1984 derfor blevet genskabt gennem et intenst arbejde med at kalibrere lys, farver og intensiteter. Den 24. september fortæller Signe Baadsgaard fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Iben Winther Orton fra Lightscapes om arkitektoniske og lystekniske valg, samspillet mellem lys og farve og balancen mellem bevaring, teknologi og scenografisk effekt.
Når gæster i dag træder ind i Cirkusbygningen, møder de igen det særlige farveunivers, som Verner Panton skabte i 1984. Her er lyset med til at skabe farverne og dermed rummene. Den eventyrlige totaloplevelse, som udgør en væsentlig del af bygningens fredningsværdier, er genskabt.
Netop dette samspil har været en kerneopgave i restaureringen. Pantons farve- og belysningsværk er genskabt med afsæt i de oprindelige armaturer, placeringer og lysprincipper. Samtidig er belysningen opgraderet med LED-lyskilder af høj kvalitet og moderne styring.
Lys findes ikke alene
Udgangspunktet for arbejdet kan sammenfattes i et princip, som Panton bevidst gjorde brug af i sit arbejde: Lys er farve. Lys opleves aldrig isoleret, men rammer flader, reflekteres og påvirkes af materialernes kulør og glans såvel som af omgivelserne.
I Cirkusbygningen lod Panton lys, stærke farver og organiske former gå i dialog med arkitektur og funktion. Resultatet er et egentligt lysværk: en samlet komposition, der transformerer den rumlige oplevelse frem for blot at belyse den.
At genskabe en rumlig virkning
Det har gjort restaureringen til en usædvanlig lysopgave, der skulle forstå, hvordan det oprindelige lys fungerede sammen med farverne og få den virkning til at leve igen. Måske ligefrem som en kropslig resonans.
– Vi har arbejdet med lysværket som en integreret del af arkitekturen og fredningsværdierne fra starten. Det hele hænger uløseligt sammen. Vores arbejde har foregået i tæt dialog og samarbejde med Verner Pantons arvinger, bygningens ejere og lejere samt eksperter i farve og lys og har handlet om at genskabe Pantons intention og samtidig få Cirkusbygningen til at fungere som et moderne eventsted. Jeg synes, at vi sammen er lykkedes med at få de mange arkitektoniske, kunstneriske, historiske og funktionelle hensyn til at mødes, siger Signe Baadsgaard, arkitekt og partner hos Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Arbejdet har derfor både været teknisk, historisk og sanseligt. Lysstyrker og intensiteter er blevet kalibreret med henblik på at komme så tæt som muligt på den oprindelige oplevelse. Samtidig er de oprindelige farver, malemedier og glanstrin blevet afdækket gennem farvearkæologiske undersøgelser udført af Anne Simonsen fra Københavns Konservator og genskabt i tæt samarbejde med Carin Panton fra Verner Panton Design AG samt farveekspert Katrin Trautwein fra kt.COLOR.
– Verner Panton forstod, at lys er farve. At alt lys reflekteres og opstår i samspillet med farver og rumligheder. Lyset i Cirkusbygningen er overalt meget blødt og eventyragtigt. Han var modig i sine farvevalg og stolede på sin egen intuition, siger Iben Winther Orton, indehaver af Lightscapes og belysningsrådgiver på restaureringen.
Pendler tilbage på deres oprindelige pladser
Restaureringen er også gået helt ned i de enkelte lysarmaturer. Flere hundrede pendler er blevet restaureret og pudset én for én og derefter genetableret ved de oprindelige lysudtag. Flere oprindelige armaturer, som var gemt på loftet, er også blevet bragt tilbage. Samtidig sikrer moderne LED-teknologi og styring, at lyset fungerer i et levende scene- og oplevelsesrum.
Fra forventning til eventyr
Belysningen arbejder i flere lag: fra grundbelysning og supplerende lys til scenografisk belysning. Lagene har forskellige funktioner, men tilsammen gør de oplevelsen af rummene til én farvemæssig helhed. Lyset følger samtidig gæstens bevægelse gennem bygningen. Det er afstemt efter rum og situationer – fra ankomsten, hvor forventningen bygges op, over mødet med sceneshowet til den mere frie stemning i loungeområderne. Dermed bliver lyset en del af Cirkusbygningens dramaturgi, og Pantons farver lukker så at sige byens larm ude og etablerer en anden, mere sanselig virkelighed indenfor.
I Cirkusbygningen er lys med andre ord ikke noget, der lægges oven på arkitekturen, men en del af den.
Hør mere om restaureringen af Cirkusbygningen og Verner Pantons lysværk den 24. september under Architecture, Landscape & Light i Helligåndshuset, Valkendorfsgade 23, København K.