Lejlighed på Tuborg Strandeng

Type
Specialdesignet inventar

Adresse
Dessaus Boulevard, Hellerup, Danmark

Areal
212 m²

Bygherre
Danica Ejendomsselskab

Snedker
Rammelisten

Maler
Gentoftemaleren

Ingeniør
MOE A/S

Årstal
Kyshus 1+2: 2016-2022
Kysthus 3: 2016-2024

Fotograf
Hampus Berndtson

Boligen ligger i en bygning, der står ude i havet. Vi har derfor haft fokus på at skabe en indretning, der understøtter oplevelsen af naturen og som samtidig giver intimitet, når vejret viser sig fra sin værste side. Beboerne ønskede et behageligt, enkelt og atmosfærefyldt hjem, der kunne rumme de ejendele, som de bragte med sig fra et langt liv i en anden bolig.

De store facadepartier i gul tegl og fraværet af skyggende elementer udenfor gør, at lejligheden kan opleves for lys, hvis den er hvidmalet. Derfor er vægge kalkmalet i en sandfarve, der relaterer sig til teglfacaden og skaber en relation mellem inde og ude. Samtidig giver de purpurfarvede gardiner i en løs vævning et smukt poetisk lys, når de er trukket for.

Det små i det store
Det store opholdsrum mod vandet er zoneinddelt, så der opstår rum-i-rummet. Det er et sted, hvor man både kan lave mad, spise, læse, se fjernsyn, have en samtale, arbejde, være fælles eller være for sig selv. Zone-opdelingen er skabt ved hjælp af karakterfulde gulvtæpper med mindre møbelgrupper. Disse understøttes af nøje udvalgte lamper, der giver et varmt lys lige der, hvor det skal bruges. Disse valg giver rummet flere dimensioner og de mange varierende opholdsmuligheder og anvendelser muliggør, at det bliver et alsidigt og smukt leverum.

Fra en bolig til et hjem
Vi har tegnet fast inventar i egetræ til lejligheden. I opholdsrummet er det tre specialbyggede opbevaringsmøbler i en blanding af sortstål og olieret egetræ; opbevaringsmøblet over sofaen og ved arbejdspladsen og den indbyggede reol i nichen ved terrassen. Stålet er et materialevalg, der trækker tråde til den oprindelige industrihistorie på stedet med de gamle Tuborg bryggerier, mens egetræet giver karakter og varme til møblerne. I møblerne kan beboerne placere genstande, der lader hjemmet med betydning og tilhørsforhold.

I soveværelset smelter de specialtegnede garderobeskabe og hovedgærdet sammen med egegulvene, og skaber en intim og beskyttende atmosfære.

 

Biblioteksreolen over sofaen består af sortstålsprofiler, egefinerede møbelplader og massive ståldøre med lædergreb.

Reolen bag arbejdspladsen er lavet af sortstålsprofiler, egefinerede møbelplader og fingersamlede skuffer af Oregon pine.

Væggene er kalkmalet i en sandfarve, der spiller sammen med facadens teglsten og på den måde forbinder inde og ude.

De 11 egefinerede garderobeskabe giver god opbevaringsplads i soveværelset. Skabe, gulve og hovedgærdet smelter sammen og bidrager til en tryg og intim stemning. I hovedgærdet er der indbyggede nicher til små genstande og f.eks. opladning af telefoner.

Gardinerne er lavet af i et purpur-farvet tekstil i en køling tone. Den løse vævning giver et smukt poetisk lys, når de er trukket for. Her i soveværelset er gardinerne suppleret med mørklægningsgardiner.