Sølvtorvskomplekset (Statens Naturhistoriske Museum)

Type
Museum
Forskningsfaciliteter
Landskab

Adresse
Sølvgade 83, København, Danmark

Areal
I alt 30.000 m²
Nybygning/tilbygning 15.000 m²
Renovering/transformation af bevaringsværdigt byggeri 15.000 m²

Bygherre
Vejdirektoratet

Lejer
Københavns Universitet

Bruger
Statens Naturhistoriske Museum

Samarbejde
Claus Pryds Arkitekter ApS

Ingeniør
EKJ Rådgivende Ingeniører

Landskab
Professor & landskabsarkitekt Steen Høyer
Julie Kierkegaard A/S

Kunstnerisk rådgivning
Finn Reinbothe

År
Åbning 2027
Afleveret 2024
1. præmie i international projektkonkurrence 2012

Foto
Torben Eskerod

Statens Naturhistoriske Museum er et af de største museumsbyggerier i Danmark i nyere tid. Projektet samler Geologisk-, Zoologisk- og Botanisk Museum til ét museum i verdensklasse. Det bevaringsværdige Sølvtorvskompleks fra 1829 er renoveret og transformeret. Her får Københavns Universitet nye rammer til undervisning, forskning og administration.

Statens Naturhistoriske Museum består af mange komponenter. Halvdelen er renoveringen og nyindretning af det bevaringsværdige Sølvtorvskompleks fra 1829. Den anden halvdel er nybyggeri med underjordiske udstillingssale og magasiner. Taget på de underjordiske sale er et nyt offentligt byrum, der tager udgangspunkt i den slyngede formverden fra Botanisk Have.

Vi renoverer ud fra et ærlighedsprincip
Vi har renoveret Sølvtorvskomplekset med udgangspunkt i maksimal bevaring af kulturarven. Arbejdet startede med en nærlæsning af bygningen og de brugsspor, der er sat gennem tiden – fra opførslen til ændringer og tilpasninger. Vi har beholdt så mange originale gulve, vægge, døre og detaljer som muligt og ført de vigtigste rum tilbage til deres oprindelige stand.

Renoveringen er også sket ud fra et ‘ærlighedsprincip’. I laboratorierne var det nødvendigt at indføre tidssvarende teknologi, men vi har lagt føringsvejene som synlige, moderne installationer i de historiske rum. De forskellige lag af byggetekniske detaljer får på denne måde lov til at være tydelige og fortælle hver deres historie om tidens gang i bygningen.

Det har også den fordel, at de oprindelige rums proportioner kan ses bag de tekniske installationer. Og at teknologien kan udskiftes, uden at rummene skal bygges om.

Arkæologiske farvespor afslører livet i Polyteknisk Læreanstalt
Vi har arbejdet tæt sammen med Københavns Konservator og lavet en minutiøs gennemgang af farvesætning og materialevalg. Årtiers lag af overmalinger skrabet væk og vi er, helt bogstaveligt, kommet tæt på tidligere tiders rum, farver og detaljer.

Hvor det har været muligt, er de originale farvelag renset frem. De steder, hvor dekorationerne var forsvundet, er de blevet genskabt – baseret på konkret dokumentation og med tydelig markering af, hvad der er originalt, og hvad der er nyt.

Når museet åbner i 2027, vil gæsterne kunne opleve, hvordan farver, fliser og friser er blevet en del af museets fortælling og fungerer som et vidnesbyrd om vores måde at bygge og tænke rum på – før og i dag.

 

Auditoriet i Sølvtorvskomplekset fra 1829 er renoveret. Det kan bruges som foredragssal eller ved større arrangementer, af både Naturhistorisk Museum og Københavns Universitet.

 

Den gamle Kedelhal er transformeret til museumscafé.

 

Farvearkæologiske undersøgelser har vist bygningernes oprindelige dekorationslag, farveholdning og malingstyper. Så vidt muligt, har vi ført farveholdningen tilbage til 1. farvelag. Vi har udeladt mønstre på større vægflader.

 
 
 
 
 

Den oprindelige lobby i Sølvtorvskomplekset er blevet renoveret og forbundet med den nye tilbygning. I tilbygningen ligger billetskranken og nedgangen til de underjordiske museumssale.