BLOGPOST 2. oktober, 2025
Farvearkæologisk undersøgelse af Sølvtorvskomplekset
Vi har renoveret Sølvtorvskomplekset som en del af det nye Naturhistorisk Museum i Botanisk Have. I tæt samarbejde med Københavns Konservator er der lavet en grundig undersøgelse af bygningens originale farvesætning og malingslag. De originale farver er nu en del af de nyrenoverede bygninger.
Store tænkere som Niels Bohr har haft deres daglige gang i bygningskomplekset på hjørnet af Sølvgade og Øster Farimagsgade. Sølvtorvskomplekset står i dag som et vidnesbyrd om en periode i historien præget af industrialisering og forskningsiver. Istandsættelsen af bygningskomplekset indgår i vores omfattende projekt for Statens Naturhistoriske Museum. Udover renoveringen indgår der også nybyggeri med underjordiske udstillingssale, magasiner og et landskabsprojekt.
Vores arbejde med at renovere og transformere tager afsæt i en nærlæsning af bygningen og de spor, der er sat gennem tiden – fra opførslen til ændringer og tilpasninger. Vi har lavet en grundig undersøgelse af bygningens originale farvesætning og malingslag. Sammen med kulturhistoriske- byggetekniske- og arkitektoniske analyser har undersøgelsen dannet grundlag for forståelsen af bygningernes kulturhistoriske og arkitektoniske værdier
Farvetrapperne får lov til at være synlige
De farvearkæologiske undersøgelser afslørede, hvordan Polyteknisk Læreanstalt så ud, da det blev opført i 1829 til undervisning, forskning og administration. Gennem små nedslag (farvetrapper) i nøje udvalgte rum har vi skrabet årtiers lag af overmalinger væk og afdækket tidligere tiders rum, farvelag og dekorationer. Farvetrapperne kan fortsat ses i det renoverede byggeri. De viser interiørernes oprindelige farveholdning, og hvordan den har ændret sig gennem tiden.
Vi har valgt en generel farveholdning baseret på de ældste farvelag og tilbageført vægge, døre og paneler til deres oprindelige farver, særligt i de rum som publikum træder ind i; trapperum, lobby og festsalen.
Hvad der gemte sig i lagene
I lobbyen og vindfanget har vi fundet spor efter tre tydelige farveperioder. Den ældste fortæller om vægge med varme naturfarver som oxidrød, dodenkopf og grønjord. Varmgrå paneler har været tonet med okker, og de mørke døre har fremstået i grønne og brunlige nuancer. Med tiden er de varme toner blevet kølige og lysere. Senest er næsten alt blevet overmalet med hvid og lysegrå plastmaling.
Under overfladen gemte sig dekorationer i form af fleur-de-lis-dekorerede vægge, akanthusborter og kvaderstensimitationer.
Helt specielt var fundet af en smuk spiralformet bort, også kaldet ’en løbende hund’, på en ellers simpel vægliste i lobbyen. Afdækningerne fortæller ikke kun om farver men om den tradition for dekoration, der fandtes i arkitekt Johan Daniel Herholdts bygninger i slutningen af 1800-tallet.
Farver, der forener ude og inde
Herholdts ønske var at skabe harmoni mellem bygningens indre og ydre. Dette ses f.eks. i sandstensindfatningerne ved hoveddøren, der går igen i de indvendige sandstensfarvede paneler. Både facade og interiør var dekoreret med kvadre – udvendigt i sten, og indvendigt som imitation.
Dekorationer som laurbærmotiver har været gennemgående både ude og inde, ligesom man ser i andre af Herholdts universitetsbygninger, som Botanisk Museum i Gothersgade.
Et kig ind i fortiden – og fremtiden
Vores analyser af Sølvtorvskomplekset afslører dog langt mere end farver; de viser også brugsspor og skiftende funktioner; en sal, der blev delt i to med skillevægge. Døre, der blev udskiftet eller slebet ned. Trapper, der blev fjernet eller ændret. Det er alle værdifulde spor, vi har indarbejdet i renoveringen.
Når det nye Naturhistoriske Museum slår dørene op, vil gæsterne kunne opleve, hvordan tidligere funktioner, farver, fliser og friser er blevet en del af museets fortælling og fungerer som et vidnesbyrd om vores måde at bygge og tænke rum på – før og i dag.