NYHED 11. maj, 2026
Cirkusbygningen vinder Kbh’s Kommunes Bygningspræmiering 2026
I København har man præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur siden 1903. Med Kbh’s Kommunes Bygningspræmiering anerkender kommunen de kræfter, der har tilført byens fysiske rammer særlig kvalitet.
I bedømmelsen lægges der vægt på, at arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter, og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
Priskomiteen skriver:
”Restaureringen af Cirkusbygningens facader, foyer og barer viser en god forståelse for den fredede bygning og stedets historie, og vi ser en veludført og gennemarbejdet genetablering af farvesætning og bygningselementer med respekt for flere originale lag. Det er lykkedes at flette tidslagene sammen til et velfungerende hele, hvor de enkelte rum og sammenhængen mellem dem stemmer.
Det ambitiøse samarbejde mellem arkitekt, bygherre og Verner Pantons arvinger omkring farvevalg og indretning af rummene resulterer i finstemte rum med en omhyggelig og præcis farvesætning, som fremstår gennemførte i Verner Pantons ånd.”
Den fredede Cirkusbygning fra1886 er fredet og har i kraft af sin placering, historie og arkitektur en markant kulturhistorisk betydning for København. Med sin historicistiske facade, rundbuede åbninger og rige ornamentik bevidner bygningen ikke kun sin egen historie, men også Vesterbro-bydelen, der udviklede sig til forlystelsesområde sidst i 1800-tallet.
Tusind tak til bedømmelsesudvalget for at vælge et projekt, der viser hvordan fredet byggeri kan aktiveres på ny og forblive relevant for eftertiden.
Tak Balder Danmark, Wallmanns og Cirkusbygningen. Og ikke mindst til hele projektholdet for det gode samarbejde og den høje faglighed: Verner Panton Design AG, Kt.COLOR, Norconsult, Lightscapes, Københavns Konservator, Akantus Stenkonservering. KBS Byg
Den udvendige restaurering er udført med blik for det oprindelige arkitektoniske udtryk fra genopførslen efter branden i 1914. Facadepartierne er istandsat og formsten udskiftet. Den særlige væddeløbsfrise er også istandsat.
Foto: Adam Mørk
Verner Panton havde oprindeligt farvesat Vestibulen i grøn, men med årene var den blevet lilla og Pantons lyskomposition med pendler var fjernet. Nu er de 28 pendler genetableret ift. de oprindelige lysudtag, og rummet er igen en livlig grøn.
Foto: Adam Mørk. All copyright to © Verner Panton Design AG
Verner Panton valgte rød til midterfoyeren. Siden 1984 er den røde tone løbende ændret, så den med tiden blev kold og grumset. Vi har genskabt de varme, klare røde farver i samarbejde med Verner Panton Design AG og ktCOLOR. Det smukke gennemgående gulv af Ølandssten stammer fra genopbygningen i 1914. Det har ligget skjult under gulvtæppe i ca. 20 år, men er nu blevet fritlagt og nænsomt istandsat.
Foto: Adam Mørk. All copyright to © Verner Panton Design AG
Den lilla foyers farveunivers strækker sig videre mod det blå i søjlernes farvesætning. Foyerernes lofter er farvesat i en lys nuance af rumfarven og fungerer som reflektor for de opadlysende Panton-armaturer på søjlerne, som Verner Panton designede til Cirkusbygningen.
Foto: Adam Mørk. All copyright to © Verner Panton Design AG
Den orange foyer støder op til den røde midterfoyer. Verner Pantons farvesætning tager udgangspunkt i Farvecirklen, hvor rød og orange ligger ved siden af hinanden. Søjlerne er i gule nuancer, der peger videre i farvecirklens forløb. Den sorte, blanke bar er en nutidig fortolkning af de barer, Verner Panton designede i 1983.
Foto: Adam Mørk All copyright to © Verner Panton Design AG
Den grønne vestibule og den røde midterfoyer følger Verner Pantons oprindelige farvesætning. Mødet mellem Farvecirklens komplementærfarver rød og grøn skaber optimal visuel stimulans. Den store formation af røde Spiral-lysekroner er en del af det nye indretningsprojekt.
Foto: Adam Mørk. All copyright to © Verner Panton Design AG
Foto: Adam Mørk
Facadepartierne er istandsat og formsten udskiftet.
Foto: Adam Mørk
Den særlige væddeløbsfrise og indgangsdørene fra 1938 er istandsat. Det rundbuede vindue er genskabt i en version, der forener de tidsaldre, der er repræsenteret i facaden i dag.
Foto: Adam Mørk