Tenderness

Arkitektur er en kærlighedsaffære. Som i kærligheden mellem mennesker handler det om at give mere end man tager.

Når vi som arkitekter tager ud for at løse en ny opgave, møder vi et sted. Det kan ligge i naturen, det kan være en grund i en veletableret by, eller en bygning der skal transformeres. Man møder altid noget, aldrig intet. Alle steder har en atmosfære og en historie. Nogle gange er den storslået og overvældende, andre gange er den umiddelbar svær at mærke. Men hvis man bliver ved at lytte, begynder alle steder før eller siden at tale.

Vi kan godt lide at forestille os, at vi som arkitekter stiller os selv til rådighed som fortolkere og fortællere. Det kræver en vis hudløshed at stå, hvor der skal bygges, give sig i kast med at aflæse historien og samtidig forestille sig alle de mulige fremtider og skæbner, der engang skal strømme gennem netop dette sted. Man kan naturligvis umuligt overskue alle de uendelige fremtidsscenarier, men det afholder os ikke fra at prøve igen og igen. Vi har stået på torvet i Danmarks ældste by, i udkanten af provinsbyer, på åbne marker, i en brødfabrik, på en anløbskaj, ved et jernbaneterræn.

Når vi går ind et sted, er det for at skabe liv. Vi ser ikke vores rolle, som nogle der fjerner og renser op, selvom det helt lavpraktisk kan være nødvendigt at fjerne noget, før der kan bygges nyt. Stemningen, i det der fjernes, kan bæres videre i en ny bygning, måske i måden vi fortolker en bygningstradition, et steds skala og rytme, et vindues placering i vægkonstruktionen eller i en ny teglstens gnistrende farvespektrum. Materialer og tekniske løsninger der, når vi sætter dem ind i en sammenhæng, begynder at give betydning. Det giver alle os, der lever her og nu, muligheden for at være i berøring med noget, der er langt større end bare et enkelt punkt i tiden. Vi kan bevæge os i levende, uendelige rum, der vækker en lang kulturel tradition til live og viser, at fremtiden byder på nye måder at være til på.

For ikke så længe siden tegnede vi en skole, der ligger mellem København by og et stort fredet naturområde. De krumme ringbjælker i beton holder sammen på den flok af rum, som børn og voksne færdes i. Konstruktioner skal være lavet til perfektion, så de kan holde i hundreder af år, men på et helt andet betydningsplan, skal det være systemer, som mennesker kan genkende. Måske genkender børnene intuitivt ringbjælkernes cirkel i atriet fra den måde store træstammer danner rammer om lysninger i skovene. Forhåbentlig finder de ro, når de mærker betonens svale, bløde overflade, støbt mod en glat forskalling.  Måske følger deres leg dagen igennem de solpletter, der vandrer gennem rummene, og minder dem om det lys, der falder ude i landskabet.

Nok er skolen et konstrueret rum, der giver en mere fortættet beskyttelse mod vind og vejr end lysningen i skoven, men de deler grundlæggende set adgang til den samme oplevelse af rumligheder og relationerne mellem dem. Hvis man som barn får mulighed for at mærke sig selv gennem sine omgivelser, kan det være en erfaring, man tager man med sig resten af livet. Det kan være, det resulterer i nye rum, der berører kommende generationer.