Skuespilhuset


Det Kongelige Teaters Skuespilhus ligger på byens kant mod havnen mellem Nyhavn og Frederiksstaden, der er to af Københavns fineste, historiske byområder.

Det arkitektoniske hovedgreb underordner sig skala, proportioner og materialitet i områdets bygninger og byrum, således at Skuespilhuset indgår naturligt og berigende i sammenhængen.

Promenaden af egeplanker griber fat i den omgivende by, løfter sig ud over kajkanten, og giver adgang til teatrets store foyer, der opleves og fungerer som et offentligt rum, og åbner Skuespilhuset mod havnen.

Scenebygningen rummer teatrets tre scener og publikumssale. Med det rustikke teglmurværk og kobberbeklædte scenetårn har den tydeligt slægtskab med stofligheden i det omgivende, historiske byområde.

Belysningen i foyerrummet er afdæmpet, designet med henblik på at modvirke refleksioner i glasfacaden, samt at skabe en sanselig spænding og stemme publikum til mødet med skuespillet i salene.

Stemningen forstærkes i det store auditorium hvis vægge også er udført i facadens mørke, grove teglsten, her i et særligt forbandt med vekslende fremspring, der regulerer salens akustik præcist til den ønskede klang og skaber en intim og dramatisk stemning i rummet som i en klippegrotte.

Tagetagen samler husets personalefaciliteter – administration, kostumer, artistgarderober, bibliotek, kantine med mere – overalt med storslået udsyn over havn og by via glasfacaden, der varierer i grønlige farvenuancer.

Den anvendte teglsten og murforbandtet er, ligesom den røde teaterstol, designet og udviklet specielt til Skuespilhuset af tegnestuen.

Et nytænkende energikoncept, baseret på termoaktive konstruktioner, varmepumpeteknologi og havvandskøling, samt genanvendelse af varmeenergien fra publikum og salenes kraftige scenebelysning, reducerer bygningens kølebehov med over 75 % og det samlede energiforbrug med cirka 40 %.


Projektfakta:

Adresse:
Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Areal:
I alt 21.000 m², heraf 18.600 m2 over terræn

Bygherre:
Det Kongelige Teater / Kulturministeriet

Bygherrerådgiver:
Moe & Brødsgaard A/S, Erik Møllers Tegnestue

Ingeniør:
COWI A/S

Akustik:
Gade & Mortensen A/S

Kunstnerisk rådgivning:
Finn Reinbothe, John Kørner, Peter Holst Henckel

Årstal:
1. præmie i åben, international projektkonkurrence
Opført 2004-07

Præmieringer:
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelses Diplom 2007
Den Danske Lyspris 2008
RIBA European Award 2008
Nordisk Lyspris 2008
Københavns Kommune 2008
Bæredygtig Beton Prisen 2009
Red Dot Award 2009 (teaterstolen)
iF International Forum Design Award 2009 (teaterstolen)
Arkitekturforeningens pris ’Store Arne’ 2011

Tilbage