Rungstedgaard


Rungstedgaard er bygget i 1917 og har siden 1965 været ejet af Forsikringsakademiet, der har udviklet ejendommen til kursus- og konferencevirksomhed ved løbende om- og udbygninger gennem årene. Anlægget ligger på en åben flade i en større, meget smuk park med storslået udsigt over Øresund.

Projektet omfatter en yderligere udbygning med et nyt konferenceafsnit og en ny hotelfløj, en gennemgribende ombygning af anlæggets ankomst- og foyerområde midt i den oprindelige hovedbygning, samt flere mindre indgreb med henblik på at forbedre tilgængelighed og cirkulation i bygningskomplekset.

Hovedbygningens sidefløje er forlænget og omslutter et nyt indgangsparti og receptionsområde, hvilket fremhæver oplevelsen af hovedhuset som stedets arkitektoniske omdrejningspunkt. 

Den nye konferencefløj er fysisk forbundet med hovedanlægget, og underordner sig dettes fremherskende tema med enkle, stramme bygningsvolumener og store, valmede tegltage. Fløjens sale og grupperum har en kapacitet på op til 400 personer og samles omkring rummelige, velbelyste fordelings- og pausearealer, der muliggør mange samtidige arrangementer.  

Hotelfløjen derimod er fritliggende og trukket frem mod en lysning i parken. Den er formet som en blid krumning, der skyder ryg mod hovedanlægget og favner naturen. En underjordisk korridor forbinder hotelfløjen med det øvrige bygningsanlæg, som dermed nemt kan servicere de 40 nye hotelværelser.


Projektfakta:

Adresse:
Rungsted Strandvej 107, Rungsted Kyst

Bygherre:
Forsikringsakademiet

Areal:
4.300 m² udbygning / 12.800 m² i alt

Ingeniør:
Alectia

Landskab:
Julie Kierkegaard

Årstal:
1. præmie i konkurrence 2009
Opført 2010-11

Tilbage