/ by Lars Hjortshøj

Axel Towers og Kvæsthusmolen nomineret til In-situ Prisen

Axel Towers og Kvæsthusmolen er blandt fire nominerede til In-situ Prisen 2017, der uddeles af Fabriksbetonforeningen i Dansk Byggeri. Begge byggerier har en historisk beliggenhed og byder på spændende byrum til københavnerne. Det er ét og samme arkitektfirma, Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S, der står bag begge de nominerede byggerier i København.

Axel Towers og Kvæsthusmolen er som de eneste Københavnske byggerier i år nomineret til In-situ Prisen, der uddeles af Fabriksbetonforeningen i Dansk Byggeri. I år var der ellers ekstraordinær hård konkurrence om nomineringerne, da der var særlig mange gode kandidater indstillet til prisen.

Formanden for Fabriksbetonforeningen, Søren Holm Christensen siger om nomineringerne:

- Begge de to københavnske byggerier er nomineret for deres unikke anvendelse af in-situ støbte konstruktioner. På Kvæsthusmolen er det den bæredygtige, rillede belægning af sort beton, der på grund af sin holdbarhed gør det muligt at lade molen være i direkte kontakt med vandet. Desuden har parkeringsanlæggets forskallingsløsninger skabt betonoverflader med et flot helhedsindtryk, hvor lysindfaldet kan spejle sig som bølger på væggene i det gennemgående atrium. Axel Towers er et fantastisk bevis på, at der kan skabes unikke bygninger, når hele råhuset støbes på stedet. Bygningens bærende konstruktioner - søjler og dæk – er udelukkende in-situ støbt beton, siger Fabriksbetonforeningens formand.

- I Axel Towers har In-situ støbningen været helt oplagt og afgørende. Dels for at leve op til den geometri, der er i bygningens bærende amøbeformede dæk. Dels har det fremmet processen på byggepladsen, der er vanskeligt placeret midt i København, at vi kunne pumpe betonen op på stedet, siger Christian Hartmann, underdirektør i ATP Ejendomme og overordnet projektansvarlig for byggeriet af Axel Towers. 

Skaber byrum for københavnerne

Lundgaard & Tranberg Arkitekter er stolte over at have hele to nomineringer med i kampen om In-situ Prisen:

- At have to nominerede projekter til In-Situ Prisen er vi selvfølgelig glade for. Axel Towers og Kvæsthusmolen har det til fælles, at de begge ligger et historisk sted i byen, og det er begge projekter, der giver meget tilbage til byen og til de nærmeste omgivelser. Det er to projekter, der har fået meget positiv opmærksomhed, som vi også mærker her ved nomineringerne til In-situ Prisen, siger partner Henrik Schmidt.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell er godt tilfreds med, at København lægger grund til de flotte projekter:

- Både Kvæsthusmolen og Axel Towers har fokus på byliv og på at inkludere københavnerne i stedet for at vende ryggen til resten af byen. Hvis København fortsat skal betragtes som en af verdens bedste byer at leve i, så kræver det, at vi udvikler byen i denne retning i stedet for at fokusere indad. Begge projekter er med til at gøre København til det, vi gerne vil med byen, siger Morten Kabell.  

Læs mere om In-situ Prisen på http://www.danskbeton.dk/fabriksbeton

 

 

 


VINDEREN AFSLØRES DEN 30. MARTS

Vinderen af In-situ Prisen afsløres den 30. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og Betonelement-Prisen uddeles.

Læs mere om In-situ Prisen på http://www.danskbeton.dk/fabriksbeton