Kvæsthusmolen modtager arkitekturpris / by Lars Hjortshøj

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse har tildelt Kvæsthusmolen deres årlige arkitekturpris for 2016.

"Udformningen af Kvæsthusmolen og parkeringsanlægget er velfungerende og smukke løsninger på krævende problemstillinger, og sammen udgør de en overbevisende helhed – til stor gavn for byen" lyder det fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse.

Kvæsthusmolen stod færdig i juni 2016, og brugerne har taget godt imod byens nye offentlige rum. Kvæsthusmolen giver plads til både det organiserede og det uformelle byliv. Med en fleksibel, åben og funktionel indretning kan både pladsen, havnen og parkeringsanlægget danne rum for både oplevelse og udfoldelse.

Under den store molen ligger P-anlægget med plads til 500 biler. P-anlægget sætter nye standarder for underjordisk parkering med højt til loftet, behagelig akustik, stor overskuelighed og dagslys i alle 3 niveauer via et storslået, gennemgående atrium, der forbinder anlægget med byrummet ovenpå.

Partner og arkitekt i Lundgaard & Tranberg, Henrik Schmidt, modtog prisen til arrangementet i Bygningskulturens hus i København.

Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet og været totalrådgivere på Kvæsthusmolen, og sammen med Julie Kirkegaard også været landskabsarkitekt.

Læs mere om Kvæsthusmolen

FAKTA om Kvæsthusmolen:

Adresse:
Sankt Annæ Plads 36, 1250 Kbh K

Areal:
P-anlæg 17.800 m2 / 500 P-pladser
Byrum 16.000 m2

Bygherre:
Kvæsthusselskabet A/S

Totalrådgiver:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Ingeniør:
COWI

Trafikrådgiver:
Viatrafik

Landskabsarkitekt:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter / Julie Kierkegaard

Kunstnerisk rådgivning:
Finn Reinbothe

Status:
Opført 2013-16