Lundgaard & Tranberg Arkitekter har vundet konkurrencen om at tegne det nye Frihedsmuseum! / by Sara-Luise Pedersen

Det er i dag blevet offentliggjort, at Lundgaard & Tranberg Arkitekter har vundet konkurrencen om at tegne det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45! I december blev tegnestuen udvalgt til at konkurrere med fire andre arkitektteams om at tegne museet på samme grund i Churchillparken, hvor det tidligere museum nedbrændte i 2013. Lundgaard & Tranberg Arkitekter deltog i konkurrencen i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og ÅF Lighting – Hansen & Henneberg, samt landskabsarkitektonisk konsulent Professor Steen Høyer og akustisk konsulent Bo Mortensen - som nu sammen skal stå bag det kommende byggeri.

Den arkitektoniske hovedidé bag tegnestuens forslag tager udgangspunkt i en fortælling om frihedskampens to verdener: Den åbne synlige - og den skjulte, farefyldte dimension af livet som modstandsmand. Konceptet består derfor dels af en hovedbygning i Churchillparken, der giver adgang til museet og rummer café- samt øvrige funktioner, og dels af én stor underjordisk udstillingshal.  Adgangs- og cafébygningen markerer sig afdæmpet i den omkringliggende park som en bygning overgroet med blomstrende klatreroser, samt en samling af mindesmærker over frihedskampen - alt placeret indenfor et præcist, rektangulært felt, som er svagt forsænket i forhold til terrænets niveau. Indadtil åbner sig, i kontrast til det lyse og blomstrende ydre, en fortættet verden, hvor mørkets tyngde og strejf af lys, i kombination med en række arkitektoniske og scenografiske virkemidler, formidler historien om frihedskampen.

Læs mere her