


Tietgenkollegiet ligger i Ørestad Nord, indrammet af bydelens to kanaler og med Københavns Universitet og IT-Universitetet som naboer.
Kollegiet spejler i sin arkitektoniske form dialogen mellem det individuelle og det kollektive - det særlige ved kollegiet som boligtype.
Den cirkulære grundform giver en logisk organisering af bygningen, med kollegieværelserne placeret på ydersiden og udsyn til den omgivende by, og alle fælles faciliteter orienteret mod gårdrummet i kollegiets midte.
Vekslende fremspring og udkragninger nedtoner cylinderformens formelle præg og giver bygningen sit karakteristiske, krystallinske formudtryk. Facadernes beklædning af tombak og egetræ tilfører bygningen en naturlig stoflighed i en mørk og varm, visuelt samlende grundtone.
Som et stort tandhjul spinder kollegiet Amager Fælleds natur med ind i sit indre og binder som det naturlige midtpunkt den nye bydel sammen.