


Visionen bag projektet er at skabe et tidssvarende og fremtidsorienteret virksomhedsdomicil, med en markant identitetsskabende arkitektur og en bæredygtig profil.
Bygningen er placeret direkte på terræn, hvilket skaber plads til en ekstra etage i forhold til programmet. Denne mulighed bringes i spil ved samtænkning af bygningsgeometri, konstruktionsprincip og indeklimakoncept, således at etageadskillelserne minimeres og rumhøjden på etagerne maksimeres.
Husets ekstra etage giver plads til et centralt atrium der går igennem samtlige etager og er møbleret med tværgående gangbroer, opholdsplatforme og et åbent trappeforløb.
Det langstrakte atrium er indrammet af to gennemgående indeliggende kerner, der sikrer vertikal cirkulation og forsyning. Den ene kerne er ’grøn’ med en frodig bevoksning af slyng- og klatrevegetation, den anden ’blå’ med en vandkunst ned ad kernevæggene i hele bygningens højde.
Selve atriet muliggør maksimal transparens på tværs af bygningen i hele domicilets centrale område og skaber overskuelighed, orientering og kontakt i domicilet.
Arealerne mellem langs bygningens ydervægge fremstår således helt åbne, uden faste bygningsdele, og er fuldt fleksible for varierende indretning til arbejdspladser, møde- og pauserum og forskellige særfunktioner.