


Projektet udspringer af et flerårigt samarbejde med IEA Solar Heating Task og Danmarks Tekniske Universitet om udvikling af boligtyper med meget lavt energiforbrug.
Bebyggelsen rummer 33 boliger, der er udformet med henblik på maksimal udnyttelse af solvarmen i samspil med særlige bolig- og dagslyskvaliteter, samt på at skabe en bebyggelsesplan, der ikke er afhængig af en ensidig sydvendt orientering.
Bebyggelsen indeholder to væsensforskellige boligtyper. Den ene har nord-syd orientering, med lysindtag via et dobbelthøjt rum centralt i boligen. Den anden har øst-vest orientering, med et hævet shedlys som trækker sollyset dybt ind i boligens opholdsrum, der er i to etager.
Byggeriet har tunge konstruktioner af beton, særligt af hensyn til akkumulering af solvarmen. Facaderne er beklædt med cedertræ og trapezplader.