


Teaterstolen er udviklet til Skuespilhusets Store Scene, der rummer 650 tilskuerpladser.
Stolens design udspringer af det moderne teaters behov for, at skuespillet kan frigøre sig fra selve scenen og foregå overalt i rummet. Dette stiller store krav til bevægelsesfriheden i stolen, så publikum uden besvær kan vende sig derhen, hvor spillet foregår.
Teaterstolen medvirker desuden til at sikre den rette akustik i salen, idet en tom stol har samme lydabsorberende effekt som en person.
Betrækket af uldvelour er i en rød farve tilsat lidt sort, der gør, at stolen bliver helt mørk og fortoner sig, når lyset dæmpes og skuespillet begynder.
Teaterstolen er udviklet med 12 forskellige steltyper, begrundet i behovet for forskellige sædehøjder, ryglænshældninger og montageprincipper.