


Told & Skat Aalborg ligger ved Limfjorden i byens østlige udkant, omgivet af stærkt trafikerede veje, boligejendomme samt havnens pakhuse og siloer.
Domicilet er en langstrakt bygning i fem etager med et gennemgående atrium, der er husets rumlige fokus og giver intern adgang til alle husets funktioner. Atriet trækker via glastaget dagslys dybt ned i bygningens indre og bidrager desuden til husets klimatisering, som sker ved naturlig ventilation.
Beklædningen af mørke skærmtegl giver facaderne stoflig sammenhæng med de omgivende bebyggelser. De rumhøje glaspartier er placeret i en vekslende orden, så facadebilledet bliver levende og varieret, trods den stramme, modulære bygningsstruktur.
Facadernes friskluftindtag er forsynet med specialudviklede lydsluser for at modvirke trafikstøjen og sikre et roligt lydklima i bygningen.